Findes dine favoritprogrammer endnu ikke til Linux, og vil du alligevel gerne i gang med at prøve Linux, findes der råd. Det er muligt at køre både Linux og Windows på den samme computer.
Der er flere muligheder. Den mest udbredte er at køre dem hver for sig. Dvs. at du ved opstart af pc'en vælger, om du vil starte Linux eller Windows. Dette kaldes duét-opstart (eng. Dual Boot). Starter du Windows, kan du kun køre Windows-programmer og læse dine Windows-data. Starter du Linux, kan du kun køre Linux-programmer, men du kan læse og skrive både på Windows' del af harddisken og på Linux' egen del af harddisken.
Den anden mulighed er at starte Linux og derefter starte Windows i et vindue under Linux, hvor det kører på en såkaldt virtuel maskine, dvs. hele processoren og kobling til maskinen emuleres. Dette kan gøres med programmet VMware, som kan findes på http://www.vmware.com VMware koster $299 (dog billigere for bl.a. studerende).
Så kan du køre dine Windows-programmer samtidig med, at du kører dine Linux-programmer - og principielt kan alle programmer køre. VMware kræver naturligvis at Windows er installeret på pc'en, og prisen er, at din maskine skal være ret kraftig - både CPU (gerne mere end 266 MHz Pentium II) og RAM (gerne 128 Mb).
En tredje mulighed for at køre Windows-programmer under Linux er at bruge en Windows-emulator under Linux. Der findes f.eks. en, der hedder WINE, som kan findes på http://www.winehq.com. Det er ikke alle Windows-programmer, der kan køre under WINE.
Hvis du kun har brug for at køre DOS-programmer, så er en fjerde mulighed at køre disse fra en DOS-emulator under Linux, som har navnet dosemu. Denne omtales nærmere i "Linux - Friheden til at vælge programmer".
Send eventuelle rettelser eller kommentarer til ">redaktionen.